Uddannelse i verdensklasse

Med min faglige baggrund som lærer, har jeg stort fokus på børn og unges uddannelse. Kort sagt mener jeg, at faglighed i højsædet og trivsel godt kan kombineres og gå hånd i hånd. Det gennemsyrer således hele min tilgang til området, at der skal være et stærkt fagligt fokus.

Alle børn skal vokse op i trygge rammer og med et håb for fremtiden. Derfor arbejder jeg sammen med den konservative folketingsgruppe for:

  • Mere faglighed på ungdomsuddannelser og i folkeskolen

Faglighed er med til at forme de muligheder, som vores børn får senere i livet. Derfor skal der være mere faglighed på ungdomsuddannelserne og i folkeskolen.

  • Mere tid til familien i hverdagen

Børn skal have tid til fritid. De lange skoledage i folkeskolen har hverken medført højere karakterer, eller at eleverne klarer sig bedre i de nationale test. Derfor skal skoledagene være kortere.

  • Stærke erhvervsuddannelser

Jeg har selv en søn, der er uddannet smed. Jeg har set, hvordan min søn hver morgen glad er kørt afsted på arbejde i hans læretid, og nu hvor han er udlært, hvor let det var at få et godt job. Er man dygtig med sine hænder, har man grund til at være stolt. For det er ikke finere at være akademiker end håndværker. Bøger og lange uddannelser er ikke den eneste vej til det gode liv. Allerede i folkeskolen skal børn vide, at der findes mange forskellige veje at gå.

I Det Konservative Folkeparti kæmper vi for, at unge mennesker får mulighed for at skabe det liv, der passer dem bedst. Derfor vil vi give folkeskoleelever mulighed for at prøve kræfter med erhvervsfagene, inden de vælger uddannelse.

Vi vil lade elever fra 7. klasse og frem få mulighed for at erstatte op til en hel dags undervisning om ugen med et praksisfagligt spor. Det kan være besøg på en lokal virksomhed, undervisning på en erhvervsskole eller ved en erhvervsskolelærer, der kommer ud og underviser på folkeskolen.

Målet er at lade folkeskoleeleverne stifte konkret bekendtskab med de erhvervsfaglige uddannelser og prøve fagene af i praksis, inden de skal tage stilling til deres videre uddannelse. Det skal selvfølgelig være valgfrit, og det skal ikke påvirke mulighederne for at vælge en stx, hhx eller htx.